Grounded ApS

Opskalering af cirkulær kaffekopproduktion baseret på sidestrømme

142.000 kr.

Hvert år bruges over 17 mia. engangskaffekopper i Europa. Det kræver mere end én mio. ton papir, forbruger 32 mio. træer og udleder drivhusgasser svarende til 1,2 mio. biler. Mindre end én procent af kopperne ender med at blive genbrugt. Samtidig smider verden 41.000 ton brugt kaffegrums ud hver eneste dag – et affaldsmateriale med et uudnyttet potentiale som råstof.

Grounded ApS har siden 2021 arbejdet med at forvandle netop disse sidestrømme til nye materialer og produkter. Virksomhedens patenterede formel kombinerer 50% kaffegrums, indsamlet fra lokale cafeer og kontorer i Storkøbenhavn, med 50% biopolymerer fremstillet ved fermentering af brugt madolie fra restauranter og kantiner. Resultatet er en kaffekop, som er fuldstændig komposterbar og nedbrydes på under 100 dage.

Folkesparekassens Fond bevilger 142.000 kr. til at opskalere produktionen og styrke materialekæden. Tilskuddet bruges til at sikre et stabilt og optimal materialeflow af kaffegrums fra leverandører, til at forbedre logistikken bag indsamling og genanvendelse, samt til at udvikle skræddersyede løsninger, hvor kopper og grums kan returneres og genanvendes i et lukket loop. Produktionen og materialeforarbejdningen foregår i Danmark.

Groundeds model stopper ikke, når koppen er drukket tom. Brugte kopper indsamles via indsamlingsbokse og omdannes til nye hjemmekomposterbare produkter som plantepotter, golf tees og begravelsesurner — produkter der naturligt kan nedbrydes i jord. Visionen er et fuldt cirkulært system, hvor affald aldrig forlader kredsløbet, men i stedet bliver råmateriale til det næste produkt.

Projektet adresserer FN’s Verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion samt Verdensmål 13 om klimaindsats. Med øget kapacitet, stærkere partnerskaber og en mere effektiv produktionsproces rykker Grounded tættere på at bevise, at cirkulære løsninger både er mulige og skalérbare.

Kort om Grounded ApS

Grounded ApS blev stiftet i 2021 med det formål at introducere affaldsressourcer i industriel produktion og skabe materialer, der kan erstatte konventionel plastik. Virksomheden er baseret i Storkøbenhavn og arbejder med lokal indsamling af kaffegrums, dansk produktion og dansk materialeforarbejdning.

Grounded tilbyder virksomheder, kantiner og kontorer en fleksibel kaffekopservice, der kan sammensættes efter behov: indsamling af kaffegrums, levering af biobaserede kaffekopper og tilbagetagning af brugte kopper. Modellen er designet til at passe ind i en travl hverdag uden komplicerede procedurer — og med en materialecyklus, der holder ressourcerne i loop frem for i forbrændingen.