Campus Kujalleq

Fællesskab på tværs af generationer
9.600 kr.
Campus Kujalleq vil med dette projekt skabe nogle kulturoplevelser, der rækker ud over, hvad de unge i Sydgrønland møder i deres hverdag. Dette gør skolen ved at såvel byens aktive musikere, som dem, der med disse arrangementer træder op på en scene for et publikum for første gang for at fremføre deres musik i et alkoholfrit miljø, kan indgå som et led i noget større end blot ”endnu en koncert”.
Projektets arrangementer planlægges som heldagsarrangementer, hvor der indgår musik, mad og oplæg – primært rettet mod de yngre generationer. Fælles for alle aktiviteterne er, at de skal pege fremad mod lys, håb, og en tro på fremtiden, uanset hvad man har med i bagagen, når man kommer til disse arrangementer, da der både på skolen og ude i lokalsamfundet er en stor gruppe af udsatte unge, der kæmper med mistrivsel og ensomhed.
Med disse fire arrangementer i projektet ”Campus Kujalleq: Fællesskab på tværs af generationer i Sydgrønland” kan byens borgere være sammen på tværs af generationer fire lørdage i 2025 – hvor målet med de ældre generationers deltagelse (ud over at de forhåbentlig også hygger sig) er, at de kan give de yngre generationer et skulderklap med på vejen.
Projektet fokuserer primært på ungegruppen i Sydgrønland i kampen mod mistrivsel og ensomhed, men integrerer også de øvrige aldersgrupper. Hvis Campus Kujalleq kan nå ud til en bred skare af de unge i Sydgrønland via dette projekt, og synliggøre gymnasiet i lokalmiljøet som en stærk aktør, der gør en målrettet indsats for at højne trivslen blandt især byens unge, så har projektet gjort en mærkbar indsats, som vil gavne alle i Sydgrønland på sigt.