Randiphine Beierholm

Glyphosat i fødevarer

120.000 kr.

Gennem foredrag vil Randiphine Beierholm fortælle helt almindelige danskere, hvad GMO og glyphosat gør ved vores fødevarer, hvilken effekt det har for vores sundhed og helbred, og hvad det gør ved vores fødekæde. Både jorden, afgrøderne, dyrene som spiser GMO, og mennesker, som spiser GMO, er under påvirkning.

Hun vil både informere om virkningerne af GMO og glyphosat og samtidig vise løsningsmodeller og uddanne alternative behandlere til at kunne genkende symptomer på påvirkninger af glyphosat. Disse behandlere bliver med tiden til et netværk af uddannede behandlere, som man kan henvende sig til for at få hjælp til at blive sund igen.

Foredraget henvender sig til alle, og informerer generelt omkring GMO og glyphosat, omkring hvad det gør ved jorden, og hvordan det påvirker hele fødekæden, samt hvordan vi mennesker bliver påvirket af det, og at det er årsag til mange sygdomme.

Efter foredraget vil man have et oplyst grundlag til at kunne forbedre sin sundhed på et overordnet plan. Endvidere oplyses overordnet om, at der allerede findes løsningerne til et landbrug, som er bæredygtigt, ikke kun set med naturens øjne, men sundhedsmæssigt og økonomisk. Et landbrug uden GMO og pesticider, som baserer sig på at holde jorden i balance med de rette mikroorganismer.

Til projektet laves en hjemmeside, hvor man kan finde nyttig information omkring glyphosat.

Kort om homøopat Randiphine Beierholm

Randiphine er oprindeligt uddannet bygningskonstruktør og har arbejdet i arkitektbranchen i 10 år. Bl.a.
som projektkoordinator på sygehusbyggerier. Hun er desuden uddannet i projektledelse/ -styring og lean ledelse og kommunikation.

Randiphine er uddannet haveambassadør hos Praktisk Økologi, og stiftede i den periode en forening og et fritidstilbud til børn, hvor de kunne lære at dyrke økologiske grøntsager og lave mad af deres egne grøntsager. Sidenhen uddannede hun sig som homøopat på en fireårig uddannelse i England.

Dette gav hende mulighed for at hjælpe en masse mennesker til at få naturlig og kemifri behandling af sygdomme. Men det gav også større interesse og viden omkring sammenhænge mellem vores miljø og vores sundhed. Hun lever i dag af at behandle børn og voksne med hudlidelser, men også mange andre ting som ligger til grund for, at huden reagerer.