Mellemfolkeligt Samvirke Odense

Odenses grønne mobilitetsplan

18.775 kr.

Den grønne mobilitetsplan 2023 for Odense Kommune har modstand blandt både detailhandlende og borgere. Byen Gent i Belgien dannede inspiration og udgangspunkt for planen, og nu vil en gruppe under Mellemfolkeligt Samvirke i Odense tage på tur til byen for at indsamle viden og erfaringer.

Med den modstand Den grønne mobilitetsplan har mødt, både politisk i byrådet og fra borgere og detailhandlende, ser Gent-gruppen det som væsentligt, at borgere, der støtter planen og måske også gerne så den mere ambitiøs på miljøets vegne, organiserer sig, støtter hinanden og ikke kun deltager som enkeltpersoner. Ved at tage til Gent vil gruppen kunne bringe viden til den hjemlige debat om Gent-borgernes erfaringer, og forhåbentlig skabe mere åbenhed og mod til at møde nødvendige forandringer af mobiliteten i Odense.

Byen Gent i Belgien dannede inspiration og udgangspunkt for den grønne mobilitetsplan som Odense kommune fremlagde på borgermøder i foråret 2023. Planen har mødt meget skepsis og direkte modstand fra detailhandlende og borgere og nu, hvor der er igangsat borgerinddragende planer fra Odense kommunes side, ønsker Gentgruppen at udgøre en baggrundsgruppe for de enkelte deltagere ved at få mere viden om erfaringerne i Gent set fra et borgerperspektiv. Udrulning af mobilitetsplanen starter i Skibhusområdet, hvor to fra Gentgruppen søger indflydelse via deltagelse i tilbudte partnerskaber med kommunen.

Besøg i Gent

Gruppen vil lære af de erfaringer, der er gjort i den belgiske by Gent, ved at besøge den og se nærmere på den infrastruktur, byen har. Hvordan har processen været med hensyn til borgerinddragelse, og hvordan er resultaterne blevet modtaget, og hvilke forandringer er der skabt?

Udgangspunktet for turen er at indtage et borgerperspektiv, og prioritere kontakter til foreninger og andre borgergrupper, der kan have interessefællesskab med foreninger og borgergrupper i Odense. Det kunne være en større beboerforening i Gent, en forening for cyklister, en handelsstandsforening, en forening der repræsentere ældre borgere, studerende eller andre.

Kort om Mellemfolkeligt Samvirke

Mellemfolkeligt Samvirke er en bevægelse, der kæmper for en mere retfærdig og bæredygtig verden. En verden uden diskrimination, klimakrise og fattigdom.
 
Mellemfolkeligt Samvirke har en flad struktur og organisationen i Odense udgør en form for paraplyorganisation for flere projekter. Gent-gruppen er en af disse.