North Nature

Et sundere havmiljø i Svendborg Sund

75.000 kr.

Spøgelsesnet – tabte eller efterladte fiskeredskaber – er en af de mest skadelige former for plastikforurening i havene. Ifølge DTU Aqua findes der omkring 49.000 net i de danske farvande. Disse net sætter sig fast på vrag og stenrev, hvor de fortsat fungerer som dødsfælder for fisk, skaldyr, havfugle og havpattedyr som sæler og marsvin.

Da de er fremstillet af kraftige plastmaterialer kombineret med metaller, kan nedbrydningen tage flere hundrede år. I den proces bliver de til mikroplast, som spreder sig i havmiljøet, ind i fødekæden – og i sidste ende når vores tallerkener.

North Natures indsats i Limfjorden har indtil videre resulteret i fjernelse af mere end 6.500 spøgelsesnet, hvoraf foreningen selv har stået for fjernelsen af over 1.500 net.

Nu ønsker de at udvide indsatsen til Svendborg Sund, hvor spøgelsesnet udgør et stigende problem. Projektet vil både forbedre havmiljøet og bidrage til at øge den generelle bevidsthed om plastikforureningens konsekvenser. Visionen er, at skabe et havmiljø fri for spøgelsesnet, hvor fisk, havpattedyr og fugle ikke længere risikerer at blive fanget i efterladte redskaber. Med projektet i Svendborg Sund ønsker North Nature at bane vejen for en model, hvor lokal viden, teknologi og frivillige kræfter sammen kan kortlægge og fjerne spøgelsesnet – og samtidig øge bevidstheden om problemet i befolkningen. Dertil vil de udvikle en lokal handleplan, der kan sikre fremtidig oprydning og dermed give projektet varig effekt. 

Kort om North Nature

North Nature arbejder målrettet for at lokalisere, bjærge og fjerne spøgelsesnet i danske farvande. Som frivilligdrevet NGO, stiftet i 2019, har initiativtagerne allerede opbygget solid erfaring med oprydningsarbejde. Organisationen blev grundlagt af lokale og brugere af Limfjorden, som så behovet for en konkret indsats mod de mange efterladte fiskenet, der truer økosystemerne. 

North Nature gør mere end blot at fjerne net. Gennem samarbejder med forskere, dykkere, erhvervsliv og beslutningstagere sikrer de, at problemet bliver taget alvorligt. Ved hjælp af undervandsoptagelser, mediedækning og oplysningskampagner øger organisationen bevidstheden i befolkningen og inspirerer både private og virksomheder til at tage ansvar. Målet er at sikre, at vores farvande ikke længere er fyldt med skjulte farer, men i stedet bliver et trygt og sundt miljø for fremtidige generationer.