Navus Events
Positive Trace Festival 2026
150.000 kr.
For fjerde gang afholdes Positive Trace Festival – en femdages aktiv natur- og kulturfestival. Den 19.-23. august 2026 samles 6-700 mennesker om fællesskab, læring og handling for klima og biodiversitet på den nye lokation, Hyllegaard Høje på Sjælland. Festivalen skaber både synlige forbedringer i landskabet, ny viden hos deltagerne og stærke fællesskaber mellem deltagere, beboere og fagfolk.
Formålet er at skabe en anderledes festival, som kombinerer praksis med teori og skaber stærke fællesskaber for grøn omstilling. Formålet er desuden, at udvikle en naturbaseret dannelse, der medvirker til at åbne vores øjne for naturens visdom og vores forbundethed til alt liv. Derudover skal forståelsen øges for, hvordan vi som mennesker kan transformere vores indvirkning på naturen fra at være overvejende destruktiv, udnyttende og degenerativ til at være konstruktiv, genoprettende og regenerativ.
Eventen vil medvirke til at udviske den splittelse mellem ånd og materie, mellem menneske og natur, som ligger dybt i vores moderne selvopfattelse. Grundtanken følger FN’s Miljøorganisations (UNEP) udsagn om nøglen til en bæredygtig fremtid ”Transforming humankind’s relationship with nature” Endelig skal festivalen tilbyde et alternativ til den gængse festivalkultur og skubbe grænserne for hvad en festival kan opnå, i tråd med Verdensmål 12.
Det er første gang festivalen afvikles på Hyllegaard Høje. Stedet er valgt, da det er et nyt visionært storbofællesskab i Hvalsø med et fælles mål om at leve bæredygtigt og skabe positiv forandring i samspil med naturen. Området har et stort potentiale i det udendørs område på 57 hektar som er dedikeret til naturgenopretning, regenerativt jordbrug og nye fællesskabsformer.
Én ud af 6 planlagte bogrupper med 90 beboere er allerede etableret, og i løbet af 2026 flytter ca. 100 nye beboere ind på to nyetablerede bogrupper. På sigt vil i alt 400 mennesker bo på Hyllegaard Høje.
Gennem Positive Trace Festival hjælper Navus Events med at etablere naturprojekter på området og opkvalificere beboerne. Opgaver, som beboerne ikke selv har ressourcer eller faglig viden til at udføre. Dette sker i tæt samspil med eksperter, der guider og underviser både før, under og efter festivalen. Derudover bidrager Navus til at synliggøre Hyllegaard Høje og tiltrække nye beboere til de kommende bogrupper.
Kort om Navus Events
Den almennyttige forening Navus Community har til formål at samle mennesker gennem events, der forener naturgenopretning og bæredygtigt havebrug med læring og kultur.

