Landjord
Naturlejrpladser på omlagt landbrugsjord
160.000 kr.
Landjords vision er at skabe en ny og bæredygtig måde at bruge, beskytte og finansiere dansk natur på. Naturlejrpladserne er små uforstyrrede naturperler, langt fra alt andet. Her kan man uforstyrret – og i trygge rammer – opleve freden og roen i den danske natur. Pladserne er ren win-win. Landmændene undgår at miste indtjening, når de omlægger landbrugsjord til natur. Samtidig får turister flere lovlige og naturnære steder at overnatte i den danske natur. Landjord er desuden non-profit. Et eventuelt overskud vil blive anvendt til at opkøbe og omlægge mere landbrugsjord.
Landjords vision er et Danmark, hvor naturen ikke blot bliver beskyttet gennem offentlige midler, men hvor rekreative oplevelser finansierer ny natur. Et Danmark, hvor mennesker får bedre adgang til naturen på en måde, der er skånsom, organiseret og bæredygtig. Samtidig kan landmændene erstatte indtægten fra landbrugsdriften med udlejning af rekreative oplevelser.
Landjord er startet på Sjælland. Det er her alle Landjords frivillige, stiftere og engagerede er bosiddende, så det var her, projektet havde sin naturlige begyndelse. Efterspørgslen fra både landmænd og campister i Jylland er stor, så målet er at etablere 10 nye naturlejrpladser i Jylland i foråret 2026, der kan imødekomme efterspørgslen og invitere jyske medlemmer ind i Landjord.
Der er indtil videre fundet 10 landbrug, der gerne vil samarbejde om naturlejrpladserne. Se kort med placeringer herunder. Landjord har derfor søgt og fået tilsagn til støtte på 160.000 kroner til at få dækket de materielle omkostninger, der er ved at etablere 10 nye naturlejrpladser.
Landjord skal være landsdækkende, så der er naturlejrpladser i hele landet. Med flere pladser kan der rekrutteres flere medlemmer og med flere medlemmer kan der finansieres flere pladser. Men ambitionerne stopper ikke ved landegrænsen. Modellen kan skaleres internationalt og inspirere til nye måder at kombinere biodiversitet, friluftsliv, lokaløkonomisk udvikling og civilsamfundsdrevet naturforbedring.
Kort om Landjord
Landjord er en medlemsorganisation for frilufts- og naturentusiaster stiftet som et ApS i 2024.
Landjord etablerer naturlejrpladser hos landmænd der så til gengæld omlægger deres landbrugsarealer til natur. Indtægten fra udlejning af naturlejrpladsen erstatter den indtægt som landmanden har fået på landbrugsjorden. På den måde bliver det økonomisk ansvarligt for landmanden at skabe mere natur. Samtidig skabes der flere steder, hvor danskere og turister kan opleve denne danske natur.
Ved indgangen til 2026 består Landjord af 2 medarbejdere, 1 praktikant og 21 frivillige. Landjord har 15 naturlejrpladser hos 12 landmænd i 9 kommuner.

