Jordens Hus
Jordlegepladser som sanseligt og pædagogisk udviklingsrum
150.000 kr.
En jordlegeplads er et legemiljø bygget op af enkle, naturlige materialer som jord, træ, sten og planter. I modsætning til konventionelle legepladser er jordlegepladser levende og foranderlige. De inviterer til sanseoplevelser, fri leg, kreativitet og fællesskab, og de kan udvikles og vedligeholdes i samspil med børn og lokalsamfund.
Foreningen ser jordlegepladsen som et nytænkende, æstetisk og pædagogisk svar på fremtidens behov: En ressourcelet, bæredygtig og engagerende platform, hvor leg og læring smelter sammen.
Det ansøgte tilskud på 150.000 kr. fra Folkesparekassens Fond skal bruges til centrale elementer i projektets gennemførelse: Materialer til etablering af jordlegepladser, udvikling af det æstetisk-pædagogiske koncept, kommunikation og formidling, borger- og børneinddragende workshops samt projektledelse og koordinering.
Kort om Jordens Hus
Jordens Hus er en almennyttig forening, der gennem kunst, videnskab og jordbrug vil skabe oplysning om den levende jords mangfoldighed. I samarbejde med jordbrugere, forskere, kunstnere og forfattere udvikles nyskabende formidlingsformater, der styrker den overordnede agenda, at vi skal passe på vores jord. Formidlingsformater, der både videnskabeligt og poetisk, visuelt og taktilt får budskabet til at leve og gør det mere tilgængeligt for alle.

