Gallo Kriserådgivning & Værested
Økonomisk rådgivning til sårbare borgere
68.698 kr.
Socialrådgivningen og den økonomiske rådgivning har eksisteret siden 2018, og har hvert eneste år vokset sig større og større. I 2024 har den:
- Hjulpet 81 unikke borgere
- Varetaget 704 henvendelser, typisk konsultationer á 1 times varighed.
- Haft 3 ansatte (1 fleksjob 12 t/u, og 2 skånejob, 9 og 15 t/u) samt 7 aktive frivillige og praktikanter.
- Afholdt rådgivning to gange om ugen samt fleksible konsultationer
Det bevilgede beløb fra Folkesparekassens Fond skal anvendes til at udvide kapaciteten, så de kan varetage endnu flere henvendelser og understøtte flere frivillige.
Kort om Gallo Kriserådgivning & Værested
Gallo Kriserådgivning & Værested er en unik forebyggende indsats i Danmark, og har siden 1999 arbejdet for, at mennesker med psykiske udfordringer af enhver art, kan få den rette rådgivning, støtte og hjælp i tide.
Det daglige arbejde drives fra et tidligere hotel i Aarhus af 11 ansatte og 70 frivillige. Gallo Kriserådgivning & Værested er en del af den Aarhusbaserede “Gallo Bevægelse”, som over de sidste 30 år har inkluderet mere end 15 forskellige tilbud, hvoraf de primære, der er tilbage i dag udover værestedet, er Gallo huset, Gallo Cafeen, Gallo Skolen, Galleri Gallo og Gallo Gartneriet. Fælles for alle foreningerne er, at de er skabt af – og i – tidligere psykiatrisk overlæge Johannes Nielsens ånd.
Alle initiativerne har et særligt fokus på social og psykisk sårbarhed, samt et fokus på at skabe mening i hverdagen for psykisk sårbare mennesker gennem arbejde, kunst, terapi, rådgivning, socialt samvær og aktiviteter. Udover dette bånd er Gallo Kriserådgivning & Værested en selvstændig forening med egen bestyrelse, ledelse og økonomi.

