Foreningen Fri
Festivalen Fri
150.000 kr.
Festivalen Fri har en vision om at skabe en årligt tilbagevendende bæredygtighedsfestival, hvor mennesker mødes i inspirerende rammer for at opleve, afprøve og diskutere bæredygtige løsninger i praksis. Festivalen ønsker at bygge bro mellem Frilands erfaringer med bæredygtige livsformer og den bredere offentlighed, så bæredygtighed bliver konkret, håndgribelig og let at omsætte til hverdagspraksis.
Festivalen er forankret i et økosamfund, Friland, hvor grønne løsninger, ressourcebesparelse og miljøhensyn er en del af dagligdagen, og denne tilgang indarbejdes i hele festivalen. Økologisk bæredygtighed sikres gennem lokal og økologisk mad, fravalg af engangsplast, systematisk affaldssortering og fokus på både genbrug og minimering af madspild.
Social bæredygtighed kommer til udtryk i festivalens stærke fællesskabsfølelse og lokale forankring. Evalueringen fra 2025 viser, at deltagerne oplevede dagen som “varm, hyggelig og energifyldt” og at kombinationen af åbne huse, musik og talks skabte en særlig inkluderende atmosfære. Børn og voksne deltog på tværs af alder, baggrund og erfaring, og mange fremhævede det som en unik mulighed for at være en del af et åbent, lokalt fællesskab.
Økonomisk bæredygtighed sikres ved at trække på Frilands frivillige ressourcer, lokale aktører og eksisterende infrastruktur, hvilket reducerer udgifterne og samtidig styrker lokaløkonomien. Festivalen giver synlighed til lokale kunstnere, producenter og håndværkere og skaber aktivitet, der kan tiltrække besøgende og generere lokal omsætning.
Årets festival 2026 får et overordnet fokus på temaet JORD – jord til mad, jord til liv og jord til kultur/livet. Temaet bliver en rød tråd gennem festivalens aktiviteter, oplæg og oplevelser: fra nysgerrige samtaler om regenerative dyrkningsmetoder og jordens sundhed, til praksisnære workshops om håndværk, kunst og fællesskaber, der spirer op af den lokale jord.
Festivalen skaber både lokal, kulturel og miljømæssig værdi. Deltagerne får konkrete værktøjer, inspiration og viden, som de kan tage med ind i deres eget liv. Lokale aktører får mulighed for at dele deres erfaringer med grønne løsninger – løsninger som netop har rødder i den jord, vi står på.
Friland og Feldballe får et kulturelt samlingspunkt, som styrker lokal identitet, tilhørsforhold og frivillighed. Og samfundet som helhed får et praktisk og folkeligt bidrag til den grønne omstilling.
Folkesparekassens Fonds støtte på 150.000 kr. skal sikre, at festivalens kerneaktiviteter – workshops, talks, scener og børneunivers – kan gennemføres i en høj kvalitet, og at festivalen kan holde entréprisen nede, så flere har mulighed for at deltage. Støtten vil konkret bidrage til at gøre bæredygtighed folkelig og tilgængelig. Midlerne skal altså konkret bruges til booking af oplægsholdere og kunstnere, teknisk afvikling, kommunikation og markedsføring, samt materialer og ressourcer til workshops.
Kort om Foreningen Fri
Foreningen Fri, Djurs blev stiftet i 2025. Foreningen er en uafhængig, lokal forening med hjemsted i Syddjurs Kommune. Foreningen er ikke en del af en landsorganisation og drives som en frivillig non-profit forening, der arbejder for at skabe fællesskabsbaserede og kulturelle aktiviteter i lokalområdet.
Foreningens formål er at tage initiativ til, organisere og gennemføre aktiviteter, der fremmer bæredygtighed, lokal forankring og væredygtighed.
Foreningen står bag arrangementer såsom Festivalen Fri, julemarked, workshops og andre begivenheder i og omkring Friland. Foreningen er åben for alle, der ønsker at støtte formålet, og medlemskab er gratis.

